Debatindlæg af Jacob Østergaard, professor, DTU Electro. Bragt i mediet Klimamonitor den 29. april.

Én ting står lysende klart efter Ruslands invasion af Ukraine: Et bredt politisk flertal, både nationalt og i EU, vil sætte en stopper for EU’s afhængighed af russisk gas og olie. For nylig kom den danske regering så med sit bud på hvordan.

I et nyt energiudspil fra Danmark Kan Mere 2, der indeholder fem konkrete tiltag, peger regeringen med et af tiltagene på, at vi i Danmark skal »(…) høste det fulde havvindspotentiale« og »igangsætte forberedelse af nye energiøer i Nordsøen.«

Det er ikke nyt, at regeringen vil etablere energiøer i Danmark. Før krigen i Ukraine var en realitet, havde man fra politisk hold for længst bestemt, at to gigantiske havvindmølleparker, Bornholm som den ene og en kunstig ø i Nordsøen som den anden, skulle levere grøn strøm og brint til danske virksomheder og forbrugere.

Regeringens oprindelige plan var, at energiøerne i første omgang skulle have en kapacitet på 5 GW havvind, hvilket svarer til elforbruget for 5 millioner husstande. Herefter skulle de udbygges til en kapacitet på i alt 12-13 GW havvind.

Det nye er, at regeringen med det nye udspil sætter tempoet gevaldigt op, og vil, helt uden forbehold, gå efter fuld vindkapacitet i første hug. I Nordsøen betyder det, at regeringen frem mod 2050 vil udnytte det fulde potentiale for havvind, der er vurderet til at være på 35 GW, og at de allerede nu vil begynde forberedelserne til etableringen af nye energiøer i Nordsøen.

Det er store nyheder og vil, langt hurtigere end forventet, komme til at betyde en revolution for Danmarks og EU’s fremtidige energisystem. Set fra et forskningsperspektiv er det også gode nyheder. Planerne tilgodeser både den nuværende sikkerhedspolitiske situation og forholder sig samtidig ambitiøst til klimaproblematikken og den grønne omstilling.

Dog følger der med det planlagte temposkift for energiøerne også et behov for, at forskningen og udviklingen af de nødvendige teknologiske løsninger opprioriteres og accelereres. Udbygningen skal gå hurtigt, ja, men det er samtidig vigtigt at undgå fejl og mangler fra start. Ellers er vi lige vidt.

Mål kan nås med innovation og ny teknologi

Status er, at vi er langt på mange punkter. På Bornholm er man eksempelvis allerede i gang med at teste løsninger og muligheder af.

Vi må dog erkende, at der mangler viden, innovation og teknologi, før vi er i mål:

Vi mangler at finde ud af, hvordan Power to X og brint bedst muligt tænkes ind i energisystemet. Vi mangler at finde ud af, hvordan vi kan styre og håndtere de elektriske anlæg ude på selve øerne. Vi mangler at udvikle løsninger, så energiøerne effektivt indpasses i et smart, digitaliseret energisystem. Og i virkeligheden mangler vi også at finde ud af, hvordan vi designer og videreudvikler de nuværende havvindmøller, så de fungerer bedst muligt, når de indgår i en energiø og ikke kobles op på det sædvanlige energisystem, som vi gør i dag.

Vi skal derfor ikke bare have politikerne til at sætte ambitiøse mål, som det nu er sket. Vi skal også have dem til at bane vejen for, at målene kan nås.

Helt konkret skal regeringen prioritere – også økonomisk – at forskere, virksomheder og myndigheder går forrest med etableringen. Den fjerne vision skal gøres til et realpolitisk pejlemærke i det daglige arbejde. For eksempel er der god basis for at udvikle Energiø Bornholm til at blive en førsteklasses testenhed, hvor de forskellige interessenter får direkte adgang til at teste de relevante teknologier.

Det bliver dyrt – men det er nødvendigt. Desuden viser beregninger fra DTU, at blot nogle få innovative, teknologiske tiltag i udbygningen af energiøerne kan give en besparelse på 20 milliarder kroner. Det svarer til cirka 10 procent af den samlede anlægssum på 210 milliarder kroner, som Klima- og Energiministeriet har estimeret, at energiøen i Nordsøen vil koste.

Alle muligheder står lige nu åbne, for at vi får en lykkelige slutning på den nuværende energikrise. Vi skal rykke hurtigt, og vi skal også rykke klogt, så det vi laver nu bliver fremtidssikret ved at have de optimale løsninger fra start. Ellers risikerer vi endnu engang at stille os selv i en sårbar situation, der kan få alvorlige konsekvenser.